Peter Brixtofte har skiftet rollen som fange i Horserød ud med rollen som sygepasser på et hospice.
Det skriver B.T. om den tidligere borgmester, der i går blev løsladt fra Horserød Statsfængsel.
Brixtofte skal nemlig til at udføre den ulønnede samfundstjeneste, der er den sidste del af hans straf for groft mandatsvig og embedsmisbrug.
Det næste halve år skal den tidligere Venstre-borgmester arbejde på Diakonisestiftelsens Hospice på Frederiksberg. Iøvrigt samme hospice som hans far døde.
"Vores far havde en god tid der. Og det er Peters eget valg, at det er der, han skal afsone den sidste tid i samfundstjeneste," siger Brixtoftes bror, Jens Brixtofte, til avisen.
Peter Brixtofte har været gennem to retssager og blev i 2006 og 2009 dømt for groft mandatsvig og embedsmisbrug.
Brixtofte har tidligere udført samfundstjeneste på et hospice, da han fik overført en del af en anden straf til ulønnet arbejde på Sankt Lukas' Stiftelsens hospice.
Kilde: Dr.dk