For to dage siden blev den 32-åriges skuespillerinde, Brittany Murphy, fundet død i badet. De indledende politiundersøgelser afslører nu, at hollywoodstjernen var misbruger af stærk receptpligtig medicin, skriver TMZ.com.
Ifølge politirapporten fandt ambulancefolkene enorme mængder medicin på natbordet, da de ankom til skuespillerindens hjem om formiddagen den 20. december.
Politiet har noteret følgende præparater i den rapport, som TMZ.com er kommet i besiddelse af:
Topamax mod migræne, Methylprednisolone anti-inflammatorisk, Fluoxetine mod depression, Klonopin mod angst, Carbamazepine mod diabetes, Ativan mod angst, Vicoprofen smertestillende, Propranolol mod hjerteanfald, Biaxin antibiotisk og Hydrocodone, som er smertestillende.
Ingen af stofferne er ulovlige i USA.
Brittany Murphy fik sit gennembrud i filmen Clueless som den nørdede veninde, og hun er med roller i film som '8 Mile' og 'Just Married' blevet spået en lysende fremtid.