Journalisten Stephen Farrell fra New York Times kan nu igen trække vejret som en fri mand. Efter fem dage i fangenskab er han blevet løsladt af sine kidnappere i Afghanistan.
Det er faktisk anden gang, at journalisten oplever, at blive taget som gidsel. Han var tilbage i 2004 udsat for samme scenarium i Irak.
Den britiske journalist og hans afghanske tolk blev bortført torsdag, da de ville besøge det sted, hvor Nato-styrker forinden havde udført et luftangreb, der kostede mange civile mennesker livet.
En bortførelse, der har kostet den afghanske tolk livet, ifølge flere internationale nyhedsbureauer.
Den britiske journalist, der arbejder for den amerikanske avis, ringede straks efter frigivelsen til sin redaktør og fortalte, at han var blevet sat på fri fod, skriver BBC.
Han havde også ringet til sin kone.