Ritzau
Opdateret kl. 10:04
Den britiske avis Daily Mail skriver, at den konservative premierminister, Theresa May, formelt vil fremsætte et valgløfte om, at hun vil stoppe den frie bevægelighed for mennesker ind i Storbritannien.
Hun vil ifølge avisen også trække Storbritannien ud af både det indre marked og af Den Europæiske Unions Domstol. Storbritannien holder parlamentsvalg 8. juni.
- May vil fremsætte meget specifikke valgløfter i sit valgprogram for at overvinde splittelse i hendes konservative parti, skriver Daily Mail.
Det britiske parlament vedtog ved en afstemning onsdag at støtte premierministerens ønske om et parlamentsvalg 8. juni. Forslaget blev vedtaget med stemmerne 522 for og 13 imod.
May har begrundet beslutningen om at holde valg i utide med, at det nuværende parlament er splittet i spørgsmålet om, hvordan Storbritannien skal forlade EU.
- Jeg har truffet denne beslutning, fordi jeg oprigtigt mener, at det er i nationens interesse, siger hun.
May og De Konservative står til et supervalg 8. juni.
Regeringspartiet vil ifølge en nylig meningsmåling i London-avisen The Times få 382 af de i alt 650 pladser i parlamentet. I dag sidder partiet på 330 pladser.
/ritzau/