EU's plan for forhandlinger med Storbritannien om brexit viser, at man har en konstruktiv tilgang til skilsmissen.
Det siger en talsmand for den britiske premierminister, Theresa May.
EU's præsident, Donald Tusk, præsenterede fredag udkastet til, hvordan der skal forhandles med briterne.
- Det er klart, at begge parter ønsker at gå konstruktivt til disse forhandlinger. Og som premierministeren sagde i denne uge, så ønsker vi at sikre et dybt og særligt partnerskab mellem Storbritannien og EU, siger Mays talsmand.
I udkastet fra Tusk hedder det, at EU et klar til at tale med Storbritannien om en fremtidig frihandelsaftale, endnu inden de to parter er enige om de endelige betingelser for den britiske udtræden.
Handelsforhandlingerne kan dog først gå i gang, når der er opnået "tilstrækkelige fremskridt" på andre vigtige områder.
Et flertal af de britiske vælgere besluttede ved en folkeafstemning sidste år, at Storbritannien skal forlade EU efter langt over 40 år som medlem.
Den britiske EU-ambassadør afleverede i onsdags Storbritanniens formelle udmeldelse til EU-præsident Donald Tusk. Herefter har parterne to år til at aftale de endelige betingelser for skilsmissen.
- Forhandlingerne, der skal til at begynde, vil være svære, komplekse og nogle gange endda konfrontatoriske, sagde Donald Tusk på et pressemøde i Maltas hovedstad, Valletta.
Donald Tusk insisterer i sine retningslinjer på, at Storbritannien og de 27 EU-lande i første fase skal have opnået nok fremskridt på fire vigtige områder.
Først derefter kan forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien begynde, lød det fra Tusk.
Det gælder en aftale om 3,2 millioner EU-borgeres rettigheder i Storbritannien, at sikre europæiske virksomheder efter brexit, at betale hvad Storbritannien skylder EU og at undgå en hård grænsen mellem Nordirland og Irland.
- Først når der er opnået tilstrækkelige fremskridt på disse fire områder, kan vi diskutere rammen for vores fremtidige forhold, sagde Donald Tusk.
/ritzau/Reuters