Lene Espersen og Det Konservative Folkeparti mister endnu en toprådgiver. Brian Mikkelsen skal ud at finde ny spindoktor, da hans nuværende, Sandy French, forlader det kriseramte parti.
Ifølge Newpaqs oplysninger skal hun være chef for DR Indland, men hovedpersonen selv er tavs om sit jobskifte.
"Jeg vil ikke kommentere noget endnu," lyder det fra Sandy French.
Hvornår vil du sige noget?
"Senere. Nok i løbet af eftermiddagen," slutter den nu forhenværende spindoktor.
Sandy French har været Brian Mikkelsens presseværn i knap to år. Hun kom fra en stilling som politisk redaktør på Ekstra Bladet og bliver regnet for toprådgiveren i Det Konservative Folkeparti, efter Lene Espersens spindoktor, Morten Langager, sagde sin stilling op tidligere på året.