Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) afviser, at løsgængeren Pia Christmas Møller er blevet lovet en konservativ valgkreds til gengæld for at støtte regeringens 2020-plan.
"Vi har på intet tidspunkt snakket kreds eller medlemskab af Det Konservative Folkeparti. Det har udelukkende været en snak om 2020-plan, sundhedspakke og vækstpakke," sagde Brian Mikkelsen efter en timelang snak med Pia Christmas-Møller.
På spørgsmålet om Brian Mikkelsen gerne vil have Pia Chritsmas-Møller tilbage i den konservative fold, sagde han.
"Det handler ikke om det,. Det handler kun om at få flertal for regeringens politik."
Ifølge Brian Mikkelsen støtter Pia Christmas-Møller regeringens tilbagetrækningsreform, tryghedspakke og øget grænsekontrol.
"Og nu snakker vi sundhed og vækst. Den samlede pakke vil hun jo først tage stilling til, når vi er helt færdige, men det ser fornuftigt ud," sagde Brian Mikkelsen.
Pia Christmas-Møller forlod Det Konservative Folkeparti i slutningen af 2007.
Hun har ikke meldt ud, at hun ikke genopstiller til Folketinget. Samtidig står det klart, at hun ikke har nogen opstillingskreds.
Selv siger Pia Christmas-Møller, at "nu tager vi én ting ad gangen".