Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Konkrete målsætninger om forbedringer af dyrevelfærden og øget vækst i den danske svineproduktion er netop blevet til en aftale på det såkaldte "svinevelfærdstopmøde". Aftalen er indgået mellem bl.a. fødevareminister Dan Jørgensen (S), Dyrenes Beskyttelse og Landbrug & Fødevarer.
-I Landbrug & Fødevarer er vi glade for, at det er lykkedes at lave en bred aftale, som cementerer Danmarks førerposition på dyrevelfærd, og som samtidig slår fast, at den danske svineproduktion også fremover kan sikre den vækst, som det danske samfund efterlyser. Med aftalen har vi styrket det fremadrettede arbejde med at finde løsninger på nogle af svineproduktionens store udfordringer, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.
Ifølge Martin Merrild er aftalen en naturlig forlængelse af det store arbejde på forbedret dyrevelfærd, som landbruget i samarbejde med forskere og myndigheder har været i gang med i en lang årrække.
-Det er også kun i landmændenes interesse, at vi fx får nedbragt dødeligheden og forsøger at finde holdbare løsninger på en række af de udfordringer, som svineproduktionen står over for. Det vil først og fremmest sikre en højere dyrevelfærd, men det er også afgørende, at vi i produktionen bliver så dygtige som muligt, så vi på sigt kan øge eksporten og sikre mange de beskæftigede i landbruget og fødevareproduktionen, siger Martin Merrild.
Også formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, Erik Larsen ser den brede aftale som et godt skridt på vejen mod bedre dyrevelfærd og stærkere konkurrencekraft i den danske svineproduktion.
-Vi er allerede nået langt på flere områder. Dødeligheden er heldigvis faldende. Vi kan se effekten af det arbejde, vi allerede har gjort, og vi har sammen med aftaleparterne store forventninger til, at vi kan skabe en endnu stærkere dansk svineproduktion, som der er bred opbakning til, siger Erik Larsen.
Pressehenvendelser kan ske til Landbrug & Fødevarers pressetjeneste på 3339 4520.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.