Det blev en lidt anderledes flyvetur for en 11-årig pige, der forleden fløj fra Portland til New York sammen med sin søster og deres far.
Pigen sad og sov i flyet, da en 18-årige Robert Vietze rejste fra sit sæde fem rækker bagude, stavrede frem og tømte sin blære udover hende, skriver New York Post.
"Jeg var fuld og var ikke klar over, at jeg pissede på hende," har Vietze ifølge New York Post efterfølgende forklaret politiet.
Faren var gået med søsteren på toilettet, og blev ikke overraskende rasende, da han kom tilbage og så, hvad der foregik.
Et vidne til episoden vågnede ved, at faren af fuld lungekapacitet råbte eder efter Vietze.
"Faren skreg: 'Fuck den unge! Jeg vil ikke have ham i nærheden af min familie'," fortæller vidnet, der ikke ønsker sit navn offentliggjort.
Flypersonalet fik skilt parterne ad og placeret Vietze bagerst i flyet, hvorefter de forsøgte at berolige pigen og vaske hende med sæbe fra toilettet.
Men én ulykke kommer sjældent alene, og omkring en time før landing fik en anden mand brystsmerter og kastede op. Piloten efterlyste en læge ombord, men da ingen meldte sig, måtte personalet også berolige ham.
Og så måtte de i øvrigt igen på sæberov på toilettet.
Da flyet landede blev Vietze anholdt og er nu sigtet for at blotte sig.
Kilde: New York Post