Den store brand i en Suzuki-forhandler i Køge fortsætter, og brandvæsnet har netop indstillet arbejdet med at slukke den.
"Brandvæsnet har i første omgang opgivet at slukke branden lige der ved lagerhallen. Man koncentrerer sig om at begrænse branden, så ikke den breder sig til andre bygninger," fortæller kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen til Newspaq.
Politi og brandvæsen håber, at branden vil aftage af sig selv. Derefter kan de genoptage arbejdet med at slukke den. Branden er på nuværende tidspunkt isoleret i lagerhallen, der er hele 3000 kvadratmeter stor.
"Det bliver ved at brænde så kraftigt, så det nytter ikke noget at prøve at slukke den lige nu. Den her bygning er jo ødelagt, og det, der er inde i den, er også ødelagt," understreger Carsten Andersen.
I lagerhallen er blandt andet flere biler og værksted. Man har tilkaldt Beredskabsstyrelsen fra Næstved, og de er på vej med hjælp til Køge.
Endnu er der ingen trøstende ord til beboere og medarbejdere, der er berørt af politiets sirenevarsel. De skal stadig blive inden døre, og hvornår de må komme ud er uvist.
"Vi aner det ikke. Men der vil blive lavet et afvarsel igen, når man skønner, det er sikkert, at gå ud i området igen. Det vil man bare kunne høre, når sirenen hyler igen," siger Carsten Andersen.
Det vides ikke præcist, hvor mange mennesker, der er berørt af sirenevarslet. Det er mennesker i området ved Værkstedsvej, Unionsvej, Mazdavej og Industrivej, Agerbækvej, Tujavej, Lerbækvej og Skelbækvej, der skal holde sig inden døre og lukke for vinduer, døre og ventilationsanlæg.