131 personer er allerede døde i de omfattende australske brande. Og det kan meget vel blive til langt flere ofre, da der ikke er udsigt til at flammerne i staten Victoria bliver slukket.
"Det blæser meget kraftigt nu, så der kan gå flere uger, før man får belæmpet brandene dernede," siger chef for det internationale beredskab i Beredskabsstyrelsen Stig Hammerhøj til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han vurderer, at de australske brandmænd kæmper en ulige kamp mod de voldsomme flammer. Selv om indsatsen er massiv, så ser det håbløst ud.
"Helikopterløft er det mest effektive, man har, da der bliver hældt en masse vand på. Men det er altså meget, meget store brande, vi taler om, så effekten af et enkelt helikopterløft er meget begrænset. Der skal flyves rigtig mange gange, før det har en effekt," siger Stig Hammerhøj.
Vindhastighederne nærmer sig de 100 kilometer i timen, hvilket svarer til kuling til hård storm i dansk vindterminologi. Ilden breder sig med samme hastighed som vinden, og skaderne vil blive langt mere omfattende, end vi har set i den uges tid, hvor brandene har raset.
Der er dog håb for befolkningen, hvis de bliver advaret i god tid.
"Det handler meget om at rådgive de folk, der bor i de berørte områder, så de ikke venter til sidste øjeblik med at komme væk derfra," siger Stig Hammerhøj.