Flammerne raser stadig i Los Angeles County i USA, og nu har branden kostet to brandmænd livet. Brandmændene blev dræbt, da deres bil rullede ned af en bjergside. Det vides endnu ikke, hvorfor bilen pludselig rullede ned.
"Vi beder om jeres forståelse og tålmodighed, mens vi gennemgår denne svære tid," forklarer Mike Bryant, der er vicechef for brandvæsenet, til nyhedsbureauet AP.
Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger er også berørt af tragedien.
"Vores hjerter er tunge, og vi er blevet mindet om det offer, som vores brandmænd gør for at sikre os," siger han.
Indtil videre er omkring 12.000 hjem truet af ilden, der vokser støt dag for dag, og mange huse er allerede brændt ned. En af dem, der har mistet sit hus, er Stephen Incerty. Han ved endnu ikke, om familien vil bygge huset op igen.
"Hvis der ikke er noget, når vi kommer tilbage, vil vi ikke bygge igen," siger han.