Det er endnu uvist, hvad der antændte den brand, som i går kostede en 73-årig plejehjemsbeboer fra Allerød livet.
Det fortæller vagtchef i Nordsjællands Politi, Erik Pontoppidan. Men politiet har dog en teori.
"Vi er stadig i gang med at lave tekniske undersøgelser på brandstedet. Men vi har en mistanke om, at det er en cigaret, der har antændt branden," siger han til Newspaq.
Branden opstod på den afdøde kvindes værelse og kunne ikke stoppes. Plejehjemmet udbrændte, og de 17 beboere måtte evakueres.
Kort før midnat opstod der endnu en brand - denne gang på et plejecenter i Kolding, hvor en ældre kvinde mistede livet. Hun er endnu ikke identificeret, og årsagen til branden er ukendt.
"Men vi har en formodning om, hvem kvinden er," siger vagthavende hos Sydøstjyllands Politi til Netavisen Syddanmark.