Mindst 30 hjem i Gippsland-regionen i delstaten Victoria er gået til i voldsomme brande efter den værste hedebølge i næsten 100 år.
Nu oplyser politiet i en ny rapport, at halvdelen af Australiens årlige skovbrande formentlig er påsatte.
Skovbrandene i Gippsland er blevet kraftigt forværret af høje vindstyrker og lav luftfugtighed. Og mindst to af dem er formentlig forårsaget af en serie-brandstifter.
Australien er i øjeblikket ramt af en rekordvarm hedebølge i den sydøstlige del af landet. Flere end 20 mennesker er døde af den kraftige varme.
I de kommende dage forudser meteorologer, at temperaturerne falder til under 40 grader for første gang i dagevis.
I weekenden har brandfolk haft travlt med at holde ilden væk fra en større elforsyningslinje, der betjener Australiens næststørste by Melbourne.