Både skyderi og en brandbombe blev taget i brug, da Aalborg igen i går blev ramt af banderelateret kriminalitet.
Først blev en såkaldt molotovcocktail blev kastet mod døren på grupperingen Devils Choise' klubhus.
Klokken kvart over ti modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse fra huset, der ligger på Nørre Tranders Vej, og de står endnu med få spor i sagen.
"To personer er blevet set løbe fra stedet, men vi har ingen signalementer på dem," fortæller vagtchef Michael Hæstrup.
Godt en halv time senere får politiet så en anmeldelse om skyderi mod en villa på Mispelvej i Aalborg, og de rykker igen ud.
"Vi kan konstatere, at der ikke er nogen, der er kommet til skade, men at der er blevet skudt tre gange mod et stuevindue. Formentlig med en pistol," siger Michael Hæstrup.
Politiets teknikere arbejder nu på begge gerningssteder for at sikre tekniske spor fra hændelserne, men Michael Hæstrup vil ikke oplyse, hvem der bor i villaen på Mispelvej.
Der har i den seneste tid været en del banderelateret i den nordjyske metropol. Forleden blev en 44-årig mand med forbindelse til bandemiljøet formentlig forsøgt likvideret i byen.