Halvdelen af alle brandmænd i Århus Kommune blev sat ind, da der i eftermiddag opstod brand i en etageejendom på hjørnet af Skt. Clemens Torv i hjertet af Århus.
Politiet evakuerede bygningen, der huser restauranten Mackie's Pizza i stue- og kælderetagen.
Årsagen til branden er endnu uvis, men brandvæsenet formoder, at nogle håndværkeres svejsearbejde i tagetagen kan have startet branden.
Ingen personer kom til skade, men tre håndværkere var efterfølgende til undersøgelse for røgforgiftning på sygehuset.