For få timer siden gik brandalarmen på Oslobåden "Pearl of Scandinavia". Branden opstod på færgens bildæk, og de sovende passagerer vågnede op til lugten af kraftig røg.
Båden var på vej til København fra Oslo og sejler på nuværende tidspunkt i farvandet lige ud for Kullen ved Helsingborg.
Ifølge Søværnets Operative Kommando, SOK, vil hverken besætning eller passagerer blive evakueret.
"Vi har fået en melding ude fra kaptajnen, at han er ved at have kontrol over branden på vogndækket. Han har fået sine røgdykkere ind på vogndækket, og vi forventer, at inden ret langt tid har han fuldt ud styr på branden, så umiddelbart ser der ikke ud til, at der bliver behov for at evakuere" fortæller Hans Christian Iversen, orlogskaptajn i SOK.
Alle om bord har det efter omstændighederne godt.
"Vi har ikke meldinger om, at der er nogen tilskadekomne om bord på færgen overhovedet, så vi formoder at alle har det godt og er ved godt mod," fortæller orlogskaptajnen.
SOK ved endnu ikke, hvorfor branden er opstået.
(Opdateres)