Landsholdsspilleren Martin Braithwaite har uden for fodboldbanen succes som ejendomsinvestor i USA.
Det fik i denne uge de spanske medier Marca og Mundo Deportivo til at skrive en historie om, at Barcelona-danskeren var kommet på pengemagasinet Forbes' liste over verdens rigeste atleter.
Det afviser Braithwaite nu selv i et opslag på Twitter, hvor han skriver, at Forbes i så fald er "et par år for tidligt ude".
- Milliardær. Jeg har set en masse rygter køre rundt, men det skal man ikke tage for seriøst.
- Nogle gange bliver folk forvirrede, når det handler om tal, siger Martin Braithwaite i en video på Twitter.
Barcelona-angriberen ejer et ejendomsselskab sammen med sin onkel Philip Michael. Deres selskab administrerer blandt andet en bygning i et kvarter i storbyen Philadelphia.
Marca og Mundo Deportivo skriver, at firmaet er værdisat til 250 millioner dollar (1,57 milliarder kroner) af Forbes.
- Det er sandt, at vi har vores firma, men tallene er totalt forkerte. Tallene er ikke mine penge, men aktiver som vi administrerer, siger danskeren.
Selv om Martin Braithwaite mener, at tallene, han har set i medierne, er forkerte, så stiler han efter at komme på Forbes' pengeliste.
- Jeg vil gerne på den en dag. Men jeg har stadig lang vej dertil, men jeg skal nok ende der. Vi gør de rigtige ting og tager skridt i den rigtige retning, siger Martin Braithwaite.
Tidligere på ugen blev angriberen sammen med det danske landshold sendt ud af EM efter et nederlag til England i semifinalen. Søndag mødes England og Italien i finalen.