- Mange tak, siger en af beboerne i opgangen på Gudrunsvej nummer 12, efter at frivillig Walid Mahmood har opfordret ham til at tage ansvar for bydelen.
I dag afslutter frivillige og kommunalt ansatte et stort stykke opsøgende arbejde i opgangene i Gellerup og Toveshøj. Her møder de beboerne ansigt til ansigt for at tale om de voksnes ansvar over for børn og unge i det socialt belastede område.
- Vi beder beboerne om at snakke med hinanden om, hvordan vi er sammen herude. 50 procent af beboerne er under 20 år, og derfor opfodrer vi forældrene til at blande sig og til også at være voksne over for andre forældres børn, siger formand for Brabrand Boligforening Helle Hansen.
Når beboerne åbner døren, får de også en pjece i hånden, der inspirerer alle voksne til at være rollemodeller. Samtidig indbyder pjecen beboerne til et borgermøde på lørdag, hvor også borgmester Nicolai Wammen (S) møder op.
På mødet skal både børn og voksne sidde sammen i grupper, og læsse deres ideer om et rart Gellerup ud på papirer.
Del af større kampagne
Det er blandt andet foreninger, socialforvaltning og politi, som gennem samarbejdsforummet Samvirket i Gellerup og Toveshøj har stablet initiativet på benene.
Det sker som led i kampagnen Godt børne- og ungdomsliv i Gellerup og Toveshøj , siger Helle Hansen, der som formand for boligforeningen har spillet en aktiv rolle i forberedelsen af rundturen
- De fleste af os, der bor herude, kan lide Gellerup, og vi vil gerne arbejde for området.
Naturligt med frivillige
Det er ikke første gang, at frivillige går på gaden i Gellerupparken. Senest skete det ved urolighederne i februar.
Ifølge lektor med speciale i frivilligt arbejde og foreningsliv Bjarne Ibsen fra Syddansk Universitet, er det naturligt, at de frivillige kræfter i Gelleurp gang på gang går på gaden.
- Frivilligt arbejde opstår ofte, når et lokalområde er i krise. Det er et udtryk for, at nogen føler for området. At de tillæger det betydning og værdi, forklarer han.