BP og Transocean var advaret om eksplosionen, timer før den indtraf.
Det er konklusionen fra et panel i den amerikanske kongres, der har undersøgt årsagerne til oliekatastrofen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I et notat fra senatets undersøgelse fremgår det, at folkene på Deepwater Horizon allerede fem timer inden eksplosionen var klar over, at trykket i borehullet under platformen var langt højere end normalt, og de noterede samtidigt kraftige uregelmæssigheder, der tydede på utætheder.
Alligevel nøjedes man med at kontrollere sikkerheden i ét af to borerør - selvom man vidste, at der var problemer med røret og den foranstaltning, der skal forhindre et såkaldt 'blowout'. Notatet påpeger, at mangel på vedligehold kan være problemet.
Notatet placerer dog endnu ikke noget ansvar i forhold til, hvem der traf beslutningen om ikke at reagere på disse advarsler, men man ved, at både ejeren BP og det firma, som er ansvarlig for driften, Transocean, havde sikkerhedsfolk tilstede på platformen.
Notatet nævner dog, at der er tegn på, at folkene på boreplatformen gjorde forsøg på at styre trykket, der dog kort tid efter steg drastisk og forårsagede eksplosionen.
Olieudslippet i den Mexicanske Golf betegnes som en af de værste i historien.