BP har haft held med at montere en tragt over en af de ødelagte olierør dybt nede i Den Mexicanske Golf.
Et kamera monteret på den undervandsrobot, som skulle stå for operationen, viste i nat livebilleder af, hvordan robotten med stor nænsomhed satte det tragtlignende instrument ned over det store hul, hvor olien fosser ud fra.
I dagene op til nattens operation havde flere andre undervandsrobotter arbejdet intenst på at skære olieledningen fri, så tragten kunne sættes ned over det utætte rør.
Kapslen skal efter planen opsamle den olie, der siden den 20. april har sendt flere millioner liter råolie ud i Den Mexicanske Golf ud for den amerikanske kyst.
"Placeringen af kapslen er et skridt i den rigtige retning i BP's seneste forsøg på at dæmme op for lækken," fortæller admiral Thad Allen fra kystvagten til CNN.
Men han vil samtidig ikke love, at tragten kan afhjælpe problemet.
"Det er kun en midlertidig og delvis løsning, og vi må blive ved med at søge løsninger ved oliekilden og langs kysten," siger Thad Allen.
BP og de andre involverede parter i katastrofen fik i torsdags en regning på over 419 millioner kroner for arbejdet med at dæmme op for udslippet og oprydningsarbejdet.