Det skotske sangtalent Susan Boyle er glad for at synge, og det beviste hun også forleden i Londons lufthavn i Heathrow.
Ansatte i lufthavnen fik sig lidt af en oplevelse, da sangerinden pludselig begyndte at synge i sit VIP-rum og brugte nærmeste gulvmoppe som mikrofon. Det skriver The Sun.
Vidner fortæller, at den 48-årige sangstjerne i sin iver hev ud efter rengøringsassistentens gulvmoppe og derefter begyndte at synge ned i den.
Den overraskende sangforestilling blev efterfulgt af en livlig dans. Desuden skulle Boyle have tilbudt at pudse flere af medpassagerernes sko med sin moppe.
"Det var helt kaotisk. Hun havde været meget rastløs og irriteret fra det øjeblik, hun kom ind, og hun begyndte næsten omgående at lave en scene. Hun sang og dansede rundt, og ind imellem råbte hun også skældsord," fortæller en flypassager til The Sun.