De voldsomme snemængder på Bornholm har givet travlhed på politistationen i Rønne.
Mange af de 56 ansatte ved politiet har været nødt til at overnatte på klap-ud-senge for at holde trit med de mange henvendelser fra indesneede borgere.
Og nogle af politifolkene har ikke haft fri i en uge.
"Vi har mere eller mindre alle sammen prøvet at overnatte her. Vi er flere, der har været her siden 22. december. Nogle af vores betjente bor i Rønne, så de har kunnet klemme sig hjem i juledagene," siger chefpolitiinspektør Ole Bolvig Hansen til Newspaq.
Med meterhøje snedriver på Bornholm har det enten været umuligt eller meget farligt at begive sig ud på vejene. Men nogle af betjentene har været så heldige at kunne få et lift til deres hjembyer.
"Nogle har kunnet køre med redningskøretøjer, der alligevel skulle ud, så de kunne komme hjem til familien efter at have været på arbejde i to-tre dages vagt," fortæller Ole Bolvig Hansen.
På de mest belastede dage har politifolkene nærmest arbejdet i døgndrift med kun få timers hvile. Chefpolitiinspektøren regner dog ikke med, at overarbejdspuklen bliver så vanskelig at få styr på.
"Selvfølgelig har sneen medført nogle ekstra timer hos politiet. Det er der ingen tvivl om. Men vi har jo set, hvad der er kommet og har reguleret vores tjeneste i det omfang. Det er som enhver anden aktion. Man bruger de ressourcer, der er tilgængelige, og så løser det sig," siger Ole Bolvig Hansen.
De lange arbejdsdage har ikke ødelagt humøret hos politiet. Chefpolitiinspektøren roser både betjente, kontorfolk.
"Hvis der er nogen, der har været kede af det, så er det snarere familierne, der har siddet derhjemme med andestegen. Her har alle taget situationen med et smil," siger Ole Bolvig Hansen.