De nye hurtigtog, som regeringen i går præsenterede planerne for, møder allerede hård kritik fra en række borgmestre, som mener, at togene kommer til at køre halvtomme rundt.
Hurtigtogene kommer kun til at stoppe i København, Odense, Århus og Aalborg, og der bliver kun en time imellem hver af Danmarks store byer.
"Der er simpelthen ikke stationer nok. Borgerne fra Randers skal eksempelvis fragte sig til Århus for at komme med et hurtigtog. På den måde mister de gevinsten ved hurtigtoget, og så vælger de sandsynligvis selv at køre i stedet," siger borgmester i Randers Kommune Henning Nyhuus (S) til metroXpress.
Han bakkes op af formanden for foreningen Trekantsområdet (Vejle-Kolding-Fredericia) Uffe Steiner Jensen (S).
"Vi er Danmarks næststørste byområde med 350.000 indbyggere, og de kører ikke hele vejen til Odense for at tage hurtigtoget," lyder det fra Uffe Steiner.
De to borgmestre får dog ikke opbakning til deres synspunkt om flere stop for hurtigtogene hos de Konservative, hvor trafikordfører Henriette Kjær siger, at "det ikke kan lade sig gøre at lave så hurtig en forbindelse, hvis toget skal stoppe alle steder." Hun mener ikke, at det gør noget, at nogle borgere skal køre i regionaltog først, inden de kan skifte til et hurtigtog i en af storbyerne.