Århus, Odense, Ålborg og København skal have en ny styreform, mener regeringen.
Ifølge SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, skal borgmester- og rådmandsposter fordeles efter, hvem der reelt har magten i kommunen, og så skal de forskellige forvaltningers administrationer lægges sammen.
I Århus er man enig.
"Det er en rigtig god idé, og vi har presset på for at få det med i regeringsgrundlaget. Det giver styrket lokaldemokrati, fordi man kan se, hvem der har ansvaret for beslutningerne. Samtidig er der også en milliongevinst i forhold til effektiviseringen af administrationen," siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) til Newspaq.
Med de nye tiltag vil de fire storkommuner komme til at ligne lands resterende kommuner.
"Der er fornuft i, at vi i stedet for at have flere administrationer, som skal styres politisk og administrativt, får vi en samlet. Dermed er der også kun én administration, som skal udmynte et politisk forslag, og sådan skal det være," siger Odenses borgmester, Anker Boye (S).
Også Københavns overborgmester, Frank Jensen, har erklæret sig som fan af en ny styreform, mens man i Aalborg har visse forbehold.
De sidste detaljer i et egentlig lovforslag skal nu udarbejdes, før forhandlingerne med kommunerne kan gå i gang.
Borgmestrene forventer, at ændringen kan træde i kraft efter næste kommunalvalg i 2014 .