Borgmester Erik Buhl (V), Varde Kommune, blev tirsdag aften i sidste uge hentet af en ambulance under et gruppemøde på Rådhuset.
Ambulancen blev tilkaldt på grund af blodprøver taget tidligere på dagen. De viste et forhøjet indhold af kalk i blodet, ligesom tallene for nyrerne ikke var normale, skriver JydskeVestkysten.
Ifølge avisen har der været mistanke om kræft, men den 62-årige borgmester fortæller til avisen, at kraftalarmen er afblæst i første omgang.
- Det ser lyst ud nu. Det ser ikke ud til, at det er kræft. Det er jeg selvfølgelig vildt glad for, og det er dejligt at komme hjem i vante omgivelser, siger Erik Buhl fra sit hjem i Skovlund.
Han fortæller til avisen, at han skal i ambulant behandling og gennemgå flere undersøgelser.
Erik Buhl ønsker ikke at få ud til offentligheden, hvad det er han skal behandles for. Lægerne har nemlig ikke stillet en endelig diagnose.
- Usikkerheden er ubehagelig. Men jeg har kun oplevet et sundhedssystem, der fungerer, siger Erik Buhl.
Erik Buhl drosler også ned på arbejdsindsatsen, men hvor lang tid der kan gå, før han atter er på toppen, vides ikke.