- I sidste ende er det mit ansvar, og nu lægger jeg mig fladt ned og siger undskyld for de problemer, alle sagerne har skabt.
Sådan lyder det fra Københavns kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (A) efter at have befundet sig i et sandt politisk stormvejr de seneste uger, skriver Berlingske.
Sagerne har nærmest hobet sig op for den aarhusianske politiker. Radio24syv har afdækket en ommøbleringen af borgmesterkontoret, som kostede 130.000 kroner. Grünfeld har flere gange givet udtryk for, at forvaltningen jo havde brugt pengene og stået for projektet, ikke han selv.
- Jeg ved godt, hvor dybe sår det har givet i mange forskellige cirkler. Men jeg ønsker oprigtigt, at de kan heles. Både så jeg kan blive hel, og Alternativet kan blive helt igen, siger Niko Grünfeld til Berlingske.
Derudover dukkede flere eksempler på regulære usandheder op i Niko Grünfelds CV. Han havde blandt andet skrevet, at han havde en Master i positiv psykologi fra Aarhus Universitet, men det blev afkræftet af universitetet.
Til at starte med fastslog borgmesteren, at der var tale om en fejl begået af journalister, som havde bragt det fejlbehæftede CV i en række artikler. Det indrømmer han nu, var hans egen fejl.