Har du en stram økonomi og bor du i den tidligere Hobro Kommune, kan du få del i en pulje på 275.000 kroner, skriver TV2 Nord.
Det er Mariagerfjord Kommunes borgmester, Mogens Jespersen, som står med et legat på 275.000 kroner.
- Det er ret usædvanligt, at vi står med en stor pose penge, som vi skal dele ud inden jul. Det er selvfølgelig skønt, at vi har mulighed for at give en julegave til nogle af vores borgere, som trænger allermest, siger borgmesteren.
Det er sidste chance for at få del i legatet. Det nedlægges efter uddelingen i år, og stammer fra et "Fælleslegat for værdigt trængende i den tidligere Hobro Kommune".
Ansøgere kan hente et ansøgningsskema i Borgerservice Hobro eller udfylde skemaet elektronisk på kommunens hjemmeside. Fristen er 26. november, og pengene vil blive overført automatisk til Nem-konto 1. december.
Ansøgerne kan få op til 5.000 kroner.