Advarer om pensioner: Forbered jer på lavere afkast
- Der vil fortsat tikke penge ind, siger Anders Damgaard, koncernfinansdirektør i PFA. Foto: PFA
PFA forbereder sig på, at aktierne topper og øger derfor investeringerne i blandt andet ejendomme.

Amerikanske aktier, ejendomme og alternative investeringer var drivkraften bag PFA indtjening i årets første tre kvartaler.

Her blev der tjent 8,3 milliarder kroner før skat til kunderne, men nu er det slut med det fine afkast, siger Anders Damgaard, koncernfinansdirektør i PFA, i et interview med Finans.

Han forventer et afkast, som ligger over inflationen, men det bliver ikke så stort, som de senere år, hvor PFA-kunder med middelrisiko og 20 år til pension de seneste fem har fået et afkast på 55,3 procent.

Anders Damgaard forklarer til Finans, at de seneste års afkast på obligationsmarkederne er begyndt at tørre ud og har været kompenseret af gode afkast på aktiemarkederne.

- Nu er aktiemarkederne der, hvor vi tænker, at toppen ikke er langt ude i horisonten. Så på et tidspunkt topper de og begynder at flade ud, og så er der ikke så meget at komme efter på de børsnoterede markeder i en periode. Når vi ser langt frem, er det svært at se, hvor man skal få høje afkast på de børsnoterede markeder, siger PFA-direktøren til Finans.

PFA har derfor øget investeringerne i blandt andet ejendomme og unoterede aktier.

- Her har vi et stabilt cashflow. Så uanset om kurserne går op eller ned, vil der tikke penge ind fra dem, beroliger Anders Damgaard, men vurderer samtidig, at det bliver på et lavere niveau end det aktier og obligationer har givet.