Det er ikke kun herhjemme, Casper Christensen og Frank Hvam har haft succes med tv-serien og kultfilmen Klovn.
Deres humoristiske sans er nemlig også blevet bemærket af Sacha Baron Cohen, der er kendt for at stå bag verdenskendte figurer som den kasakhiske reporter Borat og den østrigske bøsse Bruno.
Derfor vil han have dem til at skrive manuskriptet til filmen "The Lesbian", som Sacha Baron Cohen skal spille hovedrollen i.
Det skriver magasinet Variety, der også mener at vide, at Sacha Baron Cohen selv har været i Danmark for at opsøge komikerduoen og få dem overtalt til projektet.
Filmen er inspireret af historien om Cecil Chao, en milliardær fra Hongkong, der i september sidste år udlovede 65 millioner dollar til den mand, der kunne få hans lesbiske datter til at sige ja til et frieri.
Sacha Baron Cohen skal ud over at spille hovedrollen også producere filmen.
/ritzau/