Legionella, legionærsyge eller legionærsygdom. Uanset hvad du kalder sygdommen, så er det en sygdom, som kan forårsage en alvorlig lungebetændelse. Og som kan koste liv.
I det seneste år er rekord mange danskere døde med legionella. Faktisk har Danmark en af EU’s højeste incidensrater for legionella - og antallet af dødsfald er stigende.
Legionella, som på latin hedder legionella pneumophila, er en bakterie der vokser i vand. Den trives bedst ved temperaturer mellem 20 og 45 grader celsius. Ved højere temperatur end 50 grader dør bakterien.
Statens Serum Institut (SSI) har for første gang lagt data frem om, hvordan smittetilfældene har været i Danmark på kommunalt niveau, skriver mediet Ingeniøren.
Ingeniøren har med udgangspunkt i de data kortlagt legionella i Danmark - se kortet under teksten -, og de skræmmende tal viser, at der kan være helt op til ti ganges forskel på, hvor hårdt landets kommuner har været ramt af legionella.
Især Hørsholm, Kolding, Læsø, Randers og Nordfyns kommuner har været ramt af smittetilfælde med legionella i årene fra 2000 til 2019.
Her ligger alle i den værste kategori med 55-152 smittetilfælde, skriver Ingeniøren.
(Kort: Ingeniøren)
Det kan du gøre
Det anbefales, at man tager sine forholdsregler for at undgå at blive smittet.
Således er det vigtigt, at man lader vandet løbe i hanerne der ikke anvendes så ofte - for eksempel på gæstebadeværelset.