Onsdag bliver en varm og solrig dag, men så er det også slut med det gode vejr. Det varsler både TV 2 Vejret og DMI.
Allerede torsdag rykker et lavtryk sig op over Skandinavien. Det betyder, at Danmark flere steder kan blive ramt af stormende kuling.
Ifølge TV 2 Vejret bliver det mest blæsende langs de vest- og nordvestvendte kyster, mens DMI også tage dele af Sjælland med i sit varsel.
Det er således et stort område, som kan blive ramt af vindstød med en styrke helt op til stærk storm.
Således kan der ud på eftermiddagen ventes vindstød på omkring 30 meter i sekundet. Vinden ventes dog, at kulminere sidst på eftermiddagen og først på aftenen.
DMI udsendte tidligt onsdag morgen et varsel om vindstød af stormstyrke. Her varsles der om stormstyrke i de samme områder, som TV 2 Vejret peger på, men der er ifølge DMI også risiko for voldsomt vejr i Nordvestsjælland, Helsingør, Halsnæs og Gribskov.
Vindstød af stormstyrke medfører, at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Der vil være stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.
TV 2 Vejret noterer, at der er en lille risiko for, at det udvikle sig yderligere, så middelvinden når op i nærheden af storm. Sker det, vil det i så fald være den første storm i 543 dage.