Klokken 03.00 i nat dansk tid går Caroline Wozniacki på banen i New York til sin livs hidtil vigtigste kamp. Nemlig finalen i US Open mod veteranen Kim Clijsters fra Belgien.
Og skal man tro bookmakerne, så bliver det belgieren, der kan løfte trofæet til sidst.
Bookmakerne giver nemlig Clijsters odds 1,22, mens Caroline Wozniacki giver pengene fire gange igen, hvis hun vinder US Open.
Clijsters tager gerne favoritrollen på sig, selv om hun er med i turneringen på et wild card efter to års selvvalgt pause, hvor hun har fået et barn. Hun vurderer dog, at den danske teenager har lige så stor en chance for at vinde som hende selv.
"Når kampen går i gang, vil chancerne for sejr være 50-50," lyder det således fra den 26-årige tidligere vinder af US Open.
Clijsters vandt på den blå hard court-bane i 2005.
Lige meget hvad kampens resultat bliver, så er finalen en guldrandet affære for den unge dansker. Vinder hun kampen følger der 8,2 mio. kr. med, mens hun må "nøjes" med det halve, hvis hun bliver nummer to.