Fire point i sæsonens første tre kampe, inklusiv et tideligt exit fra Europa league. Dét fortæller en historie om et Brøndby-hold i krise.
Hos bookmakeren Bet24 er man nu gået skridtet videre og har sat odds på Henrik Jensens chancer for at overleve som træner i Vestegnsklubben. Det kan ikke være opmuntrende læsning for den pressede træner.
Er Henrik Jensen stadig træner i Brøndby til foråret, giver det odds 2,20.
Oddset på, at han ikke længere er i Brøndby, er på beskedne 1,60.
Bookmakeren kommer samtidig med en række bud på, hvem den nye træner kan blive.
Her er Silkeborg-træneren Troels Bech favorit sammen med den netop afgåede U21-træner Keld Bordinggaard til odds 5,00.
Det mest usandsynlige scenarie for bookmakeren vil være et comeback til den tidligere FCK-, FCN- og AB-træner Christian Andersen til odds 500.
Der er samme odds at hente, hvis man tror, at det bliver Per Bjerregaards søn, Anders Bjerregaard, der tager over.