Udgifterne til rengøringen af den gule mur, der adskiller Assistens Kirkegården og Nørrebrogade, rammer de historiske gravsteder, som i flere år har trængt til istandsættelse.
Der fulgte nemlig ikke ekstra penge med, da Københavns teknik- og miljøborgmester, Klaus Bondam (R), i foråret fremsatte sit ønske om en ren storby.
"Altså helt konkret, så er vi blevet nødt til at drosle ned på vedligeholdelsen af en række historiske gravsteder," fortæller Boris Koppel fra Center for Kirkegårde (CKI), der blandt andet står for driften af Assistens Kirkegård, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den 510 meter lange gule mur, der går rundt om Assistens Kirkegården, har siden sommerferien været gul, pæn og helt fri for graffiti. Det koster penge, og de penge bliver taget fra vedligeholdelsen af kirkegårdens historiske monumenter, lyder det fra CKI.
Årsagen er, at teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam har valgt at prioritere renholdelsen af den gule mur fremfor vedligeholdelsen af de historiske gravsteder på Assistens.
Udgiften til den pæne rene mur på en kvart million kroner årligt går således direkte fra den daglige drift i CKI. Dertil kommer en engangsudgift på over 430.000 kroner, der er gået til at gøre muren afvaskelig.
I lokalvalgkampen 2005 var en af Bondams mærkesager, at han ville have en 'Lækker Storby'. Med sloganet ville teknik- og miljøborgmesteren gøre København renere.
Direktør i CKI Flemming Tschuriloff bekræfter, at de historiske gravsteder lider under, at den gule mur skal være graffitifri.
Klaus Bondam har ikke haft tid til at udtale sig om sine prioriteringer over for Newspaq.