Efter et par dage i vælten vælger Københavns teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) nu at gribe til egen lomme for at betale et omstridt deltagergebyr på 10.000 kroner for en cykeltur til Paris.
Klaus Bondam havde ellers i første omgang valgt at sende en regning på 30.000 kroner videre til skatteborgerne. Det var prisen for at han og to af hans embedsmænd kørte på cykel med Team Rynkeby til Paris for at støtte Børnecancerfonden.
Ingen af de andre folkevalgte deltagere - bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen - har brugt skatteborgernes penge på turen, og der har derfor været debat om, hvorvidt Bondam burde betale selv.
På sin hjemmeside har han indtil i dag været stor modstander af selv at gribe til tegnebogen.
"Det er meget svært for mig at se, hvad en uges benhård cykeltur (ca.1.300 km) med hvad deraf følger af meget, meget ømme kropsdele til fordel for Børnecancerfonden har med pamperi at gøre," skrev han.
Men nu lyder der nye toner fra den københavnske borgmester. Nu vil han selv betale de 10.000 kroner, som det kostede per snude at deltage i arrangementet.
"Det har været vurderingen, at min deltagelse i Team Rynkeby kunne bidrage til markedsføringen af København som international cykelby, og det mener jeg fortsat. Men jeg er ikke interesseret i, at Rynkeby-turens gode formål bliver overskygget af denne sag. Derfor har jeg besluttet selv at betale mit deltagergebyr på 10.000 kroner," lyder det fra Klaus Bondam i en pressemeddelelse.
Samtidig kritiserer han pressen.
"Det er tydeligt for mig, at det her er blevet en god historie for pressen i en agurketid. Derudover mener jeg, at der er gået valgkamp i den for politiske modstandere med hvem jeg ikke deler grundlæggende holdninger, om hvordan byen skal udvikle sig. De har brugt den her anledning til at skyde på min person og min politik som blandt andet handler om at skabe gode forhold for cyklister og fodgængere i København. Jeg er ikke interesseret i at diskutere denne sag yderligere. Lad os i stedet fokusere på en reel og substantiel politisk debat," lyder det i pressemeddelelsen.