Politiet melder ved 19.30-tiden, at man er færdig med undersøgelserne og at afspærringerne er ophævet. Der er ikke fundet nogle mistænkelige genstande, men politiet efterforsker stadig sagen.
----------
Et sfo-arrangement på Familiecentret Storagergård i Albertslund er fredag eftermiddag blevet evakueret efter en bombetrussel. Omkring 100 børn og voksne er evakueret.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Truslen om, at der er en bombe, blev fremsat over telefonen.
- Vi har evakueret børn og forældre fra arrangementet, og vi har bedt de nærmeste naboer holde sig indenfor, indtil vi har undersøgt området, siger politiets vagtchef Mads Dam.
Politiet har afspærret et område og gennemgår Storagergård med bombehunde.
Bombetruslen blev meldt til politiet klokken 15.53.