Da Lors Doukaevs mor besøgte ham i september, da han sad varetægtsfængslet under mistanke om terror, smuglede hun et brev ind til ham.
Anklageren oplyste under dagens retsmøde, at man i Lors Doukaevs benprotese har fundet et brev, hans mor smuglede ind til ham fra en belgisk veninde.
Fundet af dette brev ledte politiet til at ransage den belgiske venindes lejlighed, og her fandt de utallige beviser, der ifølge anklageren understøtter formodningen om, at det var med terrorhensigter, at Lors Doukaev i september rejste til Danmark.
En rejse, der resulterede i, at en bombe ved et uheld gik af den 10. september 2010.
I den belgiske kvindes lejlighed fandt politiet flere effekter, man mener forbinder Lors Doukaev til sigtelsen om terror.
Blandt andet fandt man en stump fra en ledning, der matchede en stump ledning, man fandt på toilet, hvor bomben sprængte i september.
I lejligheden fandt man foruden ledningsstumpen også et tidsskrift, der handlede om sikring af spor - deriblandt fingeraftryk. Man fandt også et USB-stick med tre falske identitetskort. Man fandt også et pdf-dokument med 29 manualer til snigmord og dokument med 200 måder, hvorpå man kan forsvinde og leve frit.
Derudover var der i lejligheden også utallige manualer til fremstilling af sprængstof.
Retssagen mod Lors Doukaev er startet i dag, hvor den 25-årige mand er sigtet efter straffelovens terrorparagraf.