Det, som politiet frygtede var en bombe mod Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, var i virkeligheden et brev.
Bomberyddere fra Skive Kaserne har undersøgt den mistænkelige pakke, og har konstateret, at der altså ikke var tale om en bombe.
Derfor har Østjyllands Politi også ophævet afspærringen omkring Kurt Westergaards hjem i Viby i Århus.
Det skete fredag eftermiddag.
"Klokken 15.29 skød bomberydderne pakken, og klokken 15.48 blev vi orienteret om, at der ikke var tale om en bombe, men derimod et brev, som vi nu skal undersøge," siger politikommissær Mogens Brøndum til eb.dk.
Tidligere på dagen - klokken 13.15 - blev der fundet en mistænkelig pakke på 40x20 cm. på trappen til Kurt Westergaards villa på Grøndalsvej i Viby ved Århus.
Politiet tog ingen chancer, og Kurt Westergaard og hans kone Gitte blev omgående evakueret, mens politiet afspærrede området omkring karikaturtegnerens hjem.
Områdets øvrige beboere blev også evakueret.
Det er fire år siden, at Jyllands-Posten trykte den 74-årige tegners omstridte karikatur af Muhammed med en bombe i tubanen i avisen.