En selvmordsbomber frygtes at stå bag eksplosionen, der i dag fandt sted tæt ved indgangen til en politistation i den sydlige del af Pakistans hovedstad, Islamabad.
Angrebet fandt sted på Pakistans nationaldag, og det er det andet på en uge i samme område.
Eksplosionen medførte, at politistationens døre blev sprængt ud, og en moske, der var nabo til politistationen, blev ødelagt.
Tre personer er døde og mindst 10 er såret. Det forventes, at flere vil omkomme i løbet af dagen som følge af eksplosionen.
Pakistansk politi oplyser, at en af de omkomne er politimand, oplyser BBC.
Politistationen skulle angiveligt huse specialstyrker og et bombelager.
Gennem de seneste måneder er volden steget i Pakistan, og der har været en bølge af selvmordsangreb udført af militante islamister.