En hjemmelavet bombe, en skarpladt pistol og en kikkert var fast inventar i terrorsigtede Lors Doukaevs taske, når han rejste.
På anden dag i strafferetssagen mod tjetjenskfødte Doukaev tegner der sig et billede af en ung mand, der frygtede for sit liv.
I mandags forklarede Doukaev for første gang siden bombesprængningen på Hotel Jørgensen 10. september 2010 selv, hvad der lå bag episoden. Ifølge ham skete eksplosionen, fordi han forsøgte at flytte sprængstoffet fra en medbragt bombe, så det kunne transporteres sikkert ud af landet.
At han havde en bombe med ind i landet, står Doukaev ved.
En bombe, en skarpladt pistol og en kikkert var alle remedier, han havde brug for, så han kunne beskytte sig selv.
"Jeg tog ikke bomben med, når jeg gik ud i byen i København. Men jeg tog måske pistolen med. Bomben tog jeg med altid, når jeg rejste," forklarede den 25-årige mand i dag.
Årsagen til, at en mand som Lors Doukaev havde brug for en beskyttende bombe, er stadig et mysterium, men han har oplyst, at han i Belgien plejede at sove med bomben fastgjort på hoveddøren.
Mandag anmodede forsvareren om, at netop denne del af Doukaevs vidneudsagn blev holdt bag lukkede døre. Det afviste dommeren.
Og derfor nægter Doukaev også i dag at svare på spørgsmål om, hvad eller hvem det var, der truede ham på livet.
Heller ikke da anklageren spørger, hvorfor Lors Doukaev brugte fire forskellige falske identiteter under sit korte besøg i Danmark, vil Doukaev afsløre sin fjende.
"Jeg ønsker ikke at tale om alle de identiteter, mens pressen er til stede," lød det afmålte svar.
Da Lors Doukaev ikke kan tvinges til at besvare spørgsmål, tyder det på, at det er en hemmelighed, han beholder for sig selv.