Mindst 10 personer er såret, heraf tre alvorligt, efter at en eksplosion har ramt en bus i Tel Aviv, oplyser israelske ambulancetjenester.
Israelsk politi siger til Reuters, at eksplosionen skyldes en terrorhandling, og en talsmand for den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, betegner det ligeledes som et terrorangreb.
- En bombe eksploderede på en bus i det centrale Tel Aviv. Det var et terrorangreb. De fleste af de sårede har kun fået mindre skader, siger talsmanden, Ofir Gendelman.
Adskillige ambulancer kørte mod stedet, efter eksplosionen havde lydt i Israels næststørste by.
- Der er omkring 10 sårede mennesker, hvoraf tre er alvorligt såret, siger en talsmand for redningstjenesten til israelsk radio.
Billeder på israelsk tv viser en røgfyldt bus med knuste ruder.
Angrebet fandt sted på ottendedagen af den israelske offensiv mod Gazastriben, som Israel har indledt for at sætte en stopper for de raketangreb mod israelsk jord, som militante palæstinensere står bag.
I Gaza By hørtes lyden af skud, der tilsyneladende blev affyret for at fejre nyheden om eksplosionen.
Sidst, Tel Aviv blev ramt af et alvorligt bombeangreb, var i april 2006, da en palæstinensisk selvmordsbombemand dræbte 11 mennesker ved en sandwichbod nær byens centrale busstation.
Kilde: Reuters