Mindst tre soldater blev dræbt og 11 såret, da en bombe onsdag morgen eksploderede foran en kaserne i den pakistanske del af Kashmir.
Ingen har endnu taget ansvar for angrebet, som skete i nærheden af byen Rawalakot.
Byen ligger i den uroplagede Kashmir-provins, som både Indien og Pakistan ønsker fuld kontrol over. Og området huser grupper af militante sunnimuslimer, der kæmper i den indisk-kontrollerede del af Kashmir.
Netop denne del af Kashmir har ellers længe været forskånet for voldsomme angreb. Men på det sidste er volden trappet op, og så sent som i sidste måned blev otte shiamuslimer dræbt i et angreb.
Det er ifølge BBC stadig uklart, om der er tale om et selvmordsangreb eller en bombe.