Flere bomber og mortergranater har i dag rystet Iraks hovedstad Bagdads centrum. Mindst 58 mennesker meldes dræbt, mens over 200 er såret. Det oplyser flere internationale nyhedsbureauer.
Angrebene har blandt andet ramt landets finansministerium, og flere bomber er eksploderet nær Den Grønne Zone, hvor de fleste udlændinge i landet holder til.
Hovedparten af de dræbte befandt sig dog på et marked, der blev ramt af mindst to morter-granater. Ifølge de lokale myndigheder vil dødstallet sandsynligvis stige, efterhånden som de får overblik over gerningsstederne.
Ifølge kilder i FN, så var de også mål for et morter-angreb i byen, ligesom indenrigsministeriets våbenkontor blev angrebet.