34,9 millioner kroner. Så mange penge har fodboldklubben AaB tabt det første halve år af 2010.
Administrerende direktør i klubben, Poul Sørensen, siger dog, at tallet vil være uændret, når hele året 2010 er omme.
Men det er nu ikke gået så godt med AaB's halvårsprognoser den seneste tid. Tre år i træk har klubben midtvejs i regnskabet vurderet mindst 20 millioner kroner for optimistisk; sidste år endda i omegnen af 70 millioner kroner.
Poul Sørensen erkender da også, at de gentagne kæmpeoverskridelser i regnskabsprognoserne gør ondt på klubben. Og at det får de faste pengestøtter til at tvivle en smule på ledelsens økonomiske forstand.
Han siger til Ekstra Bladet, at "vores store udfordring er at vinde tilliden tilbage, og at han med tanke på de seneste års regnskaber har budgetlagt meget forsigtigt i år."
AaB forsøgte for år tilbage at udvide butikken med ejendomskøb, sportsbutik og eventdivision. Det er især på de områder, selskabet har inkasseret økonomiske lussinger af mest smertefuld karakter.