"Mister jeg penge i det nye år?"
Sådan spørger rigtig mange danskere lige nu Udbetaling Danmark.
Det sker, efter det er kommet frem, at tusindvis af modtagere af boligydelsen risikerer at få udbetalt et forkert beløb i januar.
Udbetaling Danmark har nemlig beregnet boligydelsen efter de nu tilbagetrukne ændringer, som var en del af finansloven.
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative havde i finansloven aftalt nedskæringer i boligydelsen til ældre. Det fik især Dansk Folkeparti stor kritik for, efter det kom frem, at flere end først antaget ville blive ramt af nedskæringerne.
Regeringen trak derfor ændringerne tilbage og vil genforhandle den del af finansloven til foråret.
Mange bekymrede opkald
Men det store rod med boligydelsen er noget, som fortsat bekymrer borgerne.
I Udbetaling Danmark modtager man derfor mange opkald fra folk, der er bange for, at de ikke får deres penge. Det fortæller pressechef Mette Beck til Avisen.dk.
- Vi har mange borgere, der i løbet af dagen har ringet ind. De vil høre, om de er omfattet af de forkerte beregninger, siger Mette Beck.
For at komme de mange opkald i møde, har Udbetaling Danmark indtalt en meddelelse, som borgerne vil blive mødt med, når de ringer.
Mette Beck forsikrer også over for Avisen.dk, at dem der bliver berørt nok skal få besked. Der er derfor ingen grund til selv at ringe.
Kompensation kommer senest til februar
Mette Beck fortæller også, at ingen kommer til at miste penge. Og dem der får udbetalt for lidt i januar behøver ikke vente længe på kompensation.
- Borgere vil senest blive kompenseret den første februar, siger Mette Beck.
Hun fortæller desuden, at man arbejder hårdt på at kunne udbetale borgernes tilgodehavender allerede tidligere.
Man kan også læse mere på borger.dk.