Selv om der var et utal af skeptikere, da nyheden om, at Super-Brian Nielsen skulle bokse mod selveste Evander Holyfield, kom frem, tyder alt nu på, at nyheden ikke bare var et mediestunt.
Den tysk-engelske promotor Kalle Sauerland, som blandt andet står bag Mikkel Kessler, bekræfter kampen. Det gør også Evander Holyfields manager, Ken Sanders.
"Jeg kan bekræfte, at jeg i dag (i går, red.) modtog en opringning fra Team Sauerlands forretningsfører, Chris Meyer. Vi fik en længere snak - en forhandling, vil jeg ikke kalde det - om mulighederne," siger Ken Sanders til Ekstra Bladet.
Holyfield vandt tidligere på måneden WBF-titlen i sværvægt over sydafrikanske Francois Botha. Og selv om det er otte år siden, at den danske boksebjørn slog det sidste slag i ringen, er Holyfield alligevel interesseret i en kamp.
"Det er indlysende, at for os vil det være mere attraktivt at møde en bokser, der har en titel at sætte på spil, men omvendt er der selvfølgelig også store finansielle overvejelser, og lige præcis dér er der noget attraktivt i en kamp mod Nielsen," lyder det fra manageren.
Planen er, at 47-årige Holyfield og 45-årige Nielsen tager boksehandskerne på i november.