Den smukke tv-stjerne Christiane Schaumburg-Müller må være nervøs her to uger inden sit bryllup med rapper bad boy Liam O'Conner aka. L.O.C.
To provobøsser kommer nemlig nu med trusler om at stjæle hendes brudekjole.
Det er bloggere og dj's Andree og Magnus, som på Facebook fremsætter trusler mod Vild med dans-skønhedens vigtige beklædningsgenstand, skriver Se og Hør.
- Skal vi ikke bare nakke hendes brudekjole, foreslår Andree.
- Eller hendes mand, responderer Magnus.
De to har tidligere skabt overskrifter, da de i 2010 stjal Schaumburg-Müllers hair extensions under modeprisuddelingen DANSK Fashion Awards. Det er den succes, de håber at gentage med et kjoletyveri.
Den gang blev Christiane ifølge de to "skide sur", men de er ikke bange for at gentage succesen, og tv-stjernen skal tage truslen alvorligt.
- Bestemt. Vi overvejer at stjæle kjolen. Og vi lader os ikke skræmme af, at hun blev sur sidste gang. Det her ville jo sætte kronen på værket, siger Andree til Se og Hør.
Men de to bøsser skal gøre sig umage. Christianes kjole bliver nemlig opbevaret et hemmeligt sted, indtil hun skal bære den til brylluppet på Valdemar Slot den 22. december.
Angiveligt er kjolen designet af kendisdesigneren Jesper Høvring, så den vil være en dyr sag at erstatte.
Kilde: Se og Hør