Bøsser kan leve meget længere med aids og hiv i dag, end de kunne for 12 år siden. Det kan man se i de nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF).
"Der blev introduceret en ny behandling mod aids og hiv over en kort periode i midten af 1990'erne, og den har altså vist sig, at være meget effektiv," siger forskningsleder ved SIF, Henrik Brønnum-Hansen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Undersøgelsen er lavet blandt mænd, der lever i registreret partnerskab og som har gjort det i mellem et og tre år.
Før 1996 var der en overdødelighed på lige godt 15 personer pr. 1.000 leveår. Hvis man ser på, hvor mange personer, der skal til for, at deres levetid tilsammen bliver 1.000 år, er der 15 personer mere i gruppen, der kun består af af homoseksuelle mænd set i forhold til gruppen, der består af alle mænd.
Efter 1996 er tallet nede på under to. Og fordi der er mærkbart flere hiv-smittede blandt bøsser end i resten af befolkningen, kan man altså se, at behandlingen ganske rigtigt har været effektiv.
Selv om der givetvis er et stykke vej endnu, mener forskningslederen, at man godt kan sige, at vi er ved at udrydde truslen fra hiv og aids i Danmark.
"Det kan man da håbe. Vi kan i hvert fald håbe, at vi er på vej mod at uskadeliggøre HIV-virus," udtaler Brønnum-Hansen.