Hele familien Fritzl med undtagelse af sexmonstret Josef, der i 24 år indespærrede sin datter og deres tre fælles børn, har været samlet på hospitalet i Amstetten, siden fangekælderen blev opdaget.
Alle hjælper og støtter hinanden, fortæller en sygeplejerske, men ifølge børne- og familiepsykolog John Halse er taktikken om at lade Elisabeth, hendes seks børn og mor Rosemarie leve sammen ikke nødvendigvis klog.
- Det bekymrer mig meget med strategien for sammenføringen. Problemet er, at hustruen til Josef Fritzl ikke har opdaget kælderen eller måske undladt at gøre noget. Børnene har brug for at bearbejde det svigt, siger han.
Ifølge John Halse skulle man have ventet med at samle de frie og de tidligere tilfangetagne familiemedlemmer, når de alle var kommet sig noget mere.
- Nu skal de både bearbejde selve oplevelsen og et eventuelt svigt.
Hæmmede børn
Dog er det naturligt, at alle vil støtte hinanden i den kommende, svære tid.
- Når uhyret er ude af billedet, rykker dem, der har oplevet ham, sammen, siger han uden dermed at sige, at børnene vil få let ved deres nye liv.
De vil højst sandsynligt altid være hæmmede og krybe langs væggen, vurderer han.
- Det bliver nogle børn, der i ekstra grad vil tilpasse sig. Hvis man opdragelsesmæssigt kuer et barn, vil man skubbe til dets urolige eller neurotiske personlighed. Der vil ligge en bred mototvej af muligheder foran dem, for alle vil prøve at hjælpe, men det er ikke sikkert, at børnene tør bruge den, for de har aldrig været uden for fire vægge, siger John Halse.
At børnene alligevel har klaret sig og i dag ifølge familiens advokat er både velopdragne og høflige skyldes, at de har levet sammen med deres mor, mener børnepsykologen.
- Og så er det et udtryk for, hvor stor modstandskraft børn har, og at børn har en evne til at rejse sig efter voldsomme tryk.